Fra skoleåret 10/11 kan du afprøve et eller flere gymnasiefag på Efterskolen i Dronninglund.
Det giver di gen enestående mulighed for at afprøve dine egne evner og gymnasiemiljøet.
Det foregår på Dronninglund Gymnasium som ligger nabo til ØU og herunder kan du se flere detaljer om muligheden.
Hvad er 10. Gymnasial?
10. gym er et særligt tilbud til elever i 10. Klasse, som ønsker gymnasiale udfordringer. Ud over de almindelige fag i 10. Klasse, har eleverne mulighed for at vælge 4 fag på Dronninglund gymnasium og følge undervisningen der i 2 timer om ugen. 10. Gym er opstået i et samarbejde mellem Dronninglund Gymnasium, Dronninglund skole og ØU – Efterskolen i Dronninglund.
Hvorfor vælge 10. gym?
10. gym er for dig, der forbereder dig til at tage en gymnasial uddannelse. Du får en glidende overgang til den gymnasiale verden, så du får lettere ved at begynde på STX, HHX, HTX eller HF. På den måde optimerer du din mulighed for en god studentereksamen.
10. gym er for dig, der ikke føler dig helt parat til at gå direkte i gymnasiet fra 9. kl., og som gerne vil have lidt mere både faglig og personlig ballast inden du tager en gymnasial uddannelse.
10. gym er for dig, der vil undersøge, om en gymnasial uddannelse er noget for dig.
10. gym er for dig, der vil have lidt flere udfordringer end i en almindelig 10. kl.
Hvilke fag kan man vælge i 10. Gym?
Som et tilbud på lige fod med andre tilbudsfag og valgfag, er der afsat 2 lektioner om ugen til undervisning på Dronninglund gymnasium.
I skoleåret 2010-2011 kan man vælge mellem 4 fag på c-niveau: Kemi, matematik, musik og medie. Hvert fag kører et kvart skoleår ad gangen, så hvis man vælger 10. Gym alle 4 gange, kan man altså nå alle 4 fag igennem på et år. Udbuddet er en blanding af boglige og kreative fag, så der er mulighed for at afprøve gymnasiets spændvidde.
Skal man til eksamen i 10. Gym-fag?
De enkelte fag afsluttes ikke med en eksamen, da man i et kvart år kun kan nå udpluk af et fagpensum på c-niveau. Der kan heller ikke meritoverføres noget af den undervisning elle de opgaver, man laver i fagrækken 10. Gym. Man skal alligevel være indstillet på at skriftligt arbejde og lektier vil være en del af undervisningen i 10. Gym, så det kræver, at man både har lyst, vilje og evner til at følge undervisningen på c-niveau.
Hvad er fordelene ved 10. Gymnasial?
Du bliver fortrolig med gymnasiets arbejdsmetoder.
Du får prøvet, hvordan det er at følge et fag på gymnasieniveau.
Selvom du ikke afslutter 10.gym-fagene med en eksamen, er du langt bedre forberedt og kan komme lettere igennem dem, når du begynder på en gymnasial uddannelse.

december 26th, 2009 → 10:24 am @ Per